Tippe Molsted er fortæller, sanger, skuespiller og underviser. Hun har uddannet sig til det hele ved at finde sine egne læremestre. Fra barn, har hun fortalt mundtlig overleverede eventyr, sunget ballader og danset og spillet musik. Hun har lært af gamle folk, som hun besøgte igennem en årrække. Især i Vestjylland hvor hun kom i mesterlære hos sangere, fortællere og spillemænd. Uddannet i Folkemusikhuset i Hogager. I 2013 blev hun ansat som fortæller og skuespiller på Teatret Om i Ringkøbing, hvor hun arbejder cirka halvdelen af året. Siden 2019 har hun været lærer i traditionel sang på SDMK - Syddansk Musik Konservatorie i Esbjerg. I år er det blevet udvidet med rytmik, dans, sanglege og kædedans. Som ganske ung blev Tippe knyttet til Odin Teatret i Holstebro og her specielt til Iben Nagel Rasmussen, og var i 1989 medstifter af den internationale teatergruppe “Vindenes Bro“, som hun er formand for. Siden 1995 har hun arbejdet sammen med Miguel Utreras fra Etnisk Scenekunst Laboratorium i Norge.